The emperor's new clothes translated into Lingua Franca Nova / "La vestes nova de la re" - un tradui

Here's a message on the Lingua Franca Nova Yahoo! Group on a translation that has been made of Hans Christian Andersen's The Emperor's New Clothes. It seems to have been done from Esperanto. Here it is compared to the original Danish.

Lingua Franca Nova	Danish
A multe anios pasada vive un re, ci tan multe ama vestes bela e nova, ce el ia spende se moneta completa, per sola es a tota tempo bela decorada. El no ia cura se soldatos, no teatro, no xasa, esetante sola si los ia dona a el un bon posablia per mostra se vestes nova. Per cada ora de dia el ia ave un otra jaca e como supra cada otra re on dise normal: "El es en la conseleria", asi on ia dise a tota tempo: "La re es en la vesteria".	For mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i Raadet, saa sagde man altid her: “Keiseren er i Garderoben!” —
En la site grande, en ce el ia abita, es multe joios; cada dia multe stranjeres ia veni ala. Un dia ia veni ance du frodores, ci dise, ce los es tesores e los tese stofa la plu bela, ce on pote sola imajina a se; ce no sola la colores e desinias de esta stofa es bela estrema, ma la vestes, ce on prepare de esta stofa, ave un tal cualia mervelios, ce a cadun, ci no conveni per se ofisia o es tro stupida, los resta nonvidable.	I den store Stad, hvor han boede, gik det meget fornøieligt til, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der to Bedragere; de gave sig ud for at være Vævere og sagde, at de forstode at væve det deiligste Tøi, man kunde tænke sig. Ikke alene Farverne og Mønstret var noget usædvanligt smukt, men de Klæder, som bleve syede af Tøiet, havde den forunderlige Egenskab at de bleve usynlige for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum.
"Estas es vera vestes eselente!" ia pensa la re; "avente un tal jaca, vera me ta pote distingui la sajas de la stupidas! Si, la stofa debe sin retarda es teseda per me!" E el ia done a ambos frodores un soma grande de moneta a ante, afince los comensa se labora.	“Det var jo nogle deilige Klæder,” tænkte Keiseren; “ved at have dem paa, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det Embede de have, jeg kan kjende de kloge fra de dumme! ja det Tøi maa strax væves til mig!” og han gav de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at de skulde begynde paa deres Arbeide.
Los ia pone du tesadores, fa la fas como los ta labora, ma los ia ave no cosa sur la tesadores. Contra esta, en la esijes los ia es multe zelo e esije la seda la plu delicata e la plu bon oro. Los ia pone esta en se propre poxes e labora supra tesadores vacua, e ance asta note profonda.	De satte ogsaa to Væverstole op, lode som om de arbeidede, men de havde ikke det mindste paa Væven. Rask væk forlangte de den fineste Silke, og det prægtigste Guld; det puttede de i deres egen Pose og arbeidede med de tomme Væve, og det til langt ud paa Natten.
"Me ta vole sabe, cuanto stofa los ia prepare ja!" pensa la re, ma alga teme ia catura el a la pensa, ce acel, ci es stupida o no conveni bon per se ofisia, no pote vide la stofa. Contra ce el ia es convinseda, ce a causa de se mesma el no nesesa teme, el ia preferi envia a ante un otra person per vide, como la cosa sta. Tota popla en la tota site ia sabe, ce fortia mervelios la stofa ave, e cadun sin pasientia ia vole ja vide, cuanto stupida es se visina.	“Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de ere med Tøiet!” tænkte Keiseren, men han var ordenligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde see det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han vilde dog sende nogen først for at see, hvorledes det stod sig. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Tøiet havde, og alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Naboe var.
"Me va envia a la tesadores me ministro vea e onesta!" pensa la re, "el va vide la plu bon, como la stofa aspeta, car el es un om saja e no person conveni plu bon per se ofisia, ce el!"	“Jeg vil sende min gamle ærlige Minister hen til Væverne!” tænkte Keiseren, “han kan bedst see, hvorledes Tøiet tager sig ud, for han har Forstand, og ingen passer sit Embede bedre end han!” —
A esta modo la ministro vea e de bon cor ia vade a la salon, en ce la ambos frodores senta ante la tesadores vacua e labora. "Dio, aida me!" pensa la ministro vea, abrinte larga la oios, "me pote vide no cosa!" Ma el no ia dise esta.	Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. “Gud bevar' os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! “jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.
La ambos frodores ia demanda el veni plu prosima e los demanda, si esa no es un desinia bela e colores multe bela. A esta los ia mostra la tesador vacua e la ministro nonfelis ia usa tota fortias per abri bon la oios, ma el pote vide no cosa, car no cosa ia es. "Me Dio!" el ia pensa, "es ce me es stupida? A no tempo me ia suposa esta e no person debe sabe esta! Esce me no conveni per me ofisia? No, a no modo me pote nara, ce me no vide la tesada!"	Begge Bedragerne bad ham være saa god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt Mønster og deilige Farver. Saa pegede de paa den tomme Væv, og den stakkels gamle Minister blev ved at spile Øinene op, men han kunde ikke see noget, for der var ingen Ting. “Herre Gud!” tænkte han, “skulde jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen Mennesker vide! skulde jeg ikke due til mit Embede? Nei det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan see Tøiet!”
"Donce, tu dise vera no cosa!" comenta un de la tesores.	“Naa, de siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede!
"O! El es eselente, multe encantante! dise la ministro vea e regarda tra se oculos. Esta desinia e esta colores! Si, me va reporta a la re, ce esa plase me multe!"	“O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!” sagde den gamle Minister og saae igjennem sine Briller, “dette Mønster og disse Farver! — ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig særdeles!”
"Es multe plasente per nos!" dise la ambos tesores e noma la colores e fa comprende la desinia spesial. La ministro vea ia escuta atendente per pote dise la mesma, cuando el va reveni a la re; e el ia fa esa a esta modo.	“Naa det fornøier os!” sagde begge Væverne, og nu nævnede de Farverne ved Navn og det sælsomme Mønster. Den gamle Minister hørte godt efter, for at han kunde sige det samme, naar han kom hjem til Keiseren, og det gjorde han.
Aora la frodores ia esije plu multe de moneta, plu multe de seda e oro, ce los ancora continua nesesa per la teseda. Los ia pone cada cosa en se propre pox, en la tesador no ia veni ance un fibre, ma los, como ante alora, continua labora supra la tesadores vacua.	Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke og Guld, det skulde de bruge til Vævning. De stak Alt i deres egne Lommer, paa Væven kom ikke en Trevl, men de bleve ved, som før, at væve paa den tomme Væv.
Pronto la re ia envia de nova un otra ofisior, per revide, como la tese vade e si la stofa va es pronto prepareda. Se caso ia es mesma, como acel de la ministro: el ia regarda e regarda, ma car esetante la tesador vacua ala ia es no cosa, donce ance el ia pote vide no cosa.	Keiseren sendte snart igjen en anden skikkelig Embedsmand hen for at see, hvorledes det gik med Vævningen, og om Tøiet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han saae og saae, men da der ikke var noget uden de tomme Væve, kunde han ingen Ting see.
"Esce no, el es un peso bela de stofa?" dise la frodores e mostra e esplica la desinia bela, ce ia esiste a no cuantia.	“Ja, er det ikke et smukt Stykke Tøi!” sagde begge Bedragerne og viste og forklarede det deilige Mønster, som der slet ikke var.
"Serta me no es stupida!" pensa la senior, "donce me no conveni per me bon ofisia. Esta es strana, ma a la min on no debe fa nota esta!" Donce el ia loda la stofa, ce el no ia vide, e serti los supra se joia a causa de colores bela e la desinia eselente. "Si, el es encantante!" el ia dise a la re.	“Dum er jeg ikke!” tænkte Manden, “det er altsaa mit gode Embede, jeg ikke duer til? Det var løierligt nok! men det maa man ikke lade sig mærke med!” og saa roste han Tøiet, han ikke saae, og forsikkrede dem sin Glæde over de skjønne Couleurer og det deilige Mønster. “Ja det er ganske allerkjæreste!” sagde han til Keiseren.
Tota popla en la site ia parla sola de la stofa bela estrema.	Alle Mennesker i Byen talte om det prægtige Tøi.
Aora la re mesma ia vole vide el, durante cuando esa es ancora sur la tesadores. Con la fola completa de persones elejeda, entre ci ia es ance la ambos ministros vea e onesta, ci ia es ja ala ante alora, el ia vade a la frodores rusos, ci ia tese aora con tota fortias, ma sin fibres.	Nu vilde da Keiseren selv see det, medens det endnu var paa Væven. Med en heel Skare af udsøgte Mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige Embedsmænd vare, som før havde været der, gik han hen til begge de listige Bedragere, der nu vævede af alle Kræfter, men uden Trevl eller Traad.
"Donce, esce esta no es vera bela estrema?" dise ambos ofisiores onesta. Vos Altia Rial, per favore sola amira, ce desinia, ce colores!" e a esta los ia mostra la tesador vacua, car los pensa, ce la otras posable vide la stofa.	“Ja er det ikke magnifique!” sagde begge de skikkelige Embedsmænd. “Vil deres Majestæt see, hvilket Mønster, hvilke Farver!” og saa pegede de paa den tomme Væv, thi de troede, de andre vistnok kunde see Tøiet.
"Ce es esta!" pensa la re, "serta me vide no cosa! Esta es vera asustante! Esce me es stupida? Esce me no conveni como re? Esta ta es cosa la plu asustante, ce pote aveni a me. "O, el es multe bela", dise alora la re a vose forte, "el ave me aproba la plu alta!" E el ia balansa contente la testa e oserva la tesador vacua; el no ia vole confesa, ce el vide no cosa. La tota seguentes, ci el ia ave con se, regarda e regarda, ma nota no cosa plu ce tota otras: contra esta los ia repete sempre pos la re: "O! El es vera multe bela!" e los ia consela a el porta esta vestes bela estrema de esta stofa bela estrema a prima ves durante la parada seria, ce ia es espetada. "Encantante, multe bela, mervelios!" repete mutua tota e tota es multe joios. La re ia dona a la ambos frodores un crus de cavalor e la titulo de tesores secreta de la corte.	“Hvad for noget!” tænkte Keiseren, “jeg seer ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! “O det er meget smukt!” sagde Keiseren, “det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see. Hele Følget, han havde med sig, saae og saae, men fik ikke mere ud af det, end alle de Andre, men de sagde ligesom Keiseren, “o det er meget smukt!” og de raadede ham at tage disse nye, prægtige Klæder paa første Gang, ved den store Procession, som forestod. “Det er magnifique! nysseligt, excellent!” gik det fra Mund til Mund, og man var allesammen saa inderligt fornøiede dermed. Keiseren gav hver af Bedragerne et Ridderkors til at hænge i Knaphullet og Titel af Vævejunkere.
Durante la tota note ante la dia de la parada, la frodores ia pasa sin dormi e arde plu ce des-ses candelas. Tota pote vide, como ocupada los ia es a la prepare de la vestes nova de la re. Los ia fa fas, como los ta prende la stofa de la tesadores, talia con sisor grande en la aira, cose con agos sin fibres e a fini los ia dise: "Aora la vestes es prepareda!"	Hele Natten før den Formiddag Processionen skulde være, sad Bedragerne oppe og havde over sexten Lys tændte. Folk kunde see, de havde travlt med at faae Keiserens nye Klæder færdige. De lode, som de toge Tøiet af Væven, de klippede i Luften med store Saxe, de syede med Syenaal uden Traad og sagde tilsidst: “see nu er Klæderne færdige!”
La re mesma ia veni a los con se cortanes la plu eselente, e ambos frodores ia leva un mano a supra, como los ta teni alga cosa, e dise: "Vide, asi es la pantalon! Asi es la jaceta! Asi la jaca! etc. El es tan lejera como rede de arania! On ta pote pensa, ce on porti no cosa sur la corpo, ma serta esta es la cualia la plu importante!"	Keiseren, med sine fornemste Cavalerer, kom selv derhen og begge Bedragerne løftede den ene Arm i Veiret ligesom om de holdt noget og sagde: “see her er Beenklæderne! her er Kjolen! her Kappen!” og saaledes videre fort. “Det er saa let, som Spindelvæv! man skulde troe man havde ingen Ting paa Kroppen, men det er just Dyden ved det!”
"Si!" dise tota cortanes, ma los ia pote vide no cosa, car no cosa ia es.	“Ja!” sagde alle Cavalererne, men de kunde ingen Ting see, for der var ikke noget.
"Vos Altia Rial, per favore aora retira vos vestes la plu alta", dise la frodores, e nos va vesti la novas a Vos Altia Rial asi ante la miror."	“Vil nu deres keiserlige Majestæt allernaadigst behage at tage deres Klæder af!” sagde Bedragerne, “saa skal vi give dem de nye paa, herhenne foran det store Speil!”
La re ia retira se vestes, e la frodores ia fa, como los ta vesti a el cada peso de la vestes nova, ce cuasi es prepareda; e los ia prende el a la anca e fa como los ta fisa alga cosa - esta ia debe es la tirada de la veste - e la re ia torse se e retorse ante la miror.	Keiseren lagde alle sine Klæder, og Bedragerne bare sig ad, ligesom om de gave ham hvert Stykke af de nye, der skulde være syede, og Keiseren vendte og dreiede sig for Speilet.
"Ce bela los aspeta, ce eselente los sta!" tota ia cria, "Ce desinia, ce colores, esa es veste de valua grande!"	“Gud hvor de klæde godt! hvor de sidde deiligt!” sagde de allesammen. “Hvilket Mønster! hvilke Farver! det er en kostbar Dragt!” —
"Sur la strada on sta con la teto, ce on va porti supra Vos Altia Rial durante la vade de parada!" reporta la xef de rituo.	“Uden for staae de med Thronhimlen, som skal bæres over deres Majestæt i Processionen!” sagde Overceremonimesteren.
"Donce, me sta bon!" dise la re. "Esce esa no es bon vesteda?" E ancora un ves, el ia torse ante la miror, car el ia vole mostra, ce el cuasi bon oserva se decora.	“Ja jeg er jo istand!” sagde Keiseren. “Sidder det ikke godt?” og saa vendte han sig nok engang for Speilet! for det skulde nu lade ligesom om han ret betragtede sin Stads.
La cortanes de la sala, ci ia debe porti la tirada de la veste, tira se manos a la solo, como si ta leva la tirada. Los ia vade e teni se manos tirada a la aira; los no ia pote fa nota, ce los vide no cosa.	Kammerherrerne, som skulde bære Slæbet, famlede med Hænderne hen ad Gulvet, ligesom om de toge Slæbet op, de gik og holdt i Luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunde see.
A esta modo la re ia vade en marxa de parada su la teto multe bela, e tota popla a la stradas e en la fenetras ia cria: "O, sielo, como noncomparable es la vestes nova de la re! Ce bela estrema es la tirada, ce el ave a la jaca! Como eselente cada cosa es poneda!" No person ia vole fa nota, ce el vide no cosa, car a otra caso serta el no ta conveni per se ofisia o ta es stupida asustante. No cosa de la vestes de la re ia ave asta aora un tal susede.	Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: “Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.
"Ma el es total no vesteda! subita un enfante peti ia cria. "O, sielo, oia la vose de la nonculpablia! dise la padre; e un a la otra, la persones ia xuxa, ce cosa la enfante ia dise ja.	“Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. “Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde.
"El es total no vesteda; ala sta un enfante peti, ci dise, ce la re es total no vesteda! El es vera no vesteda!" cria la tota popla. Esta ia pica la re, car a el mesma ia pare ja, ce la popla dise coreta; ma el ia pensa: "Aora no cosa va aida, on debe sola resta corajo a se opina! El ia aseta un posa ancora plu orgulos, e la cortanes de sala ia vade e porti la tirada, ce a no cuantia ia esiste.	“Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: “nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.